SÅDAN FORBEREDER DU DIG BEDST:

Jo mere forberedt man er og har tænkt over sine ønsker, jo bedre billeder får man i sidste ende.

Før du kommer til en fotografering, er det klart en fordel, at du har tænkt over om du er mest til farve eller sort/hvide billeder, mørk eller lys baggrund.  Tænk over hvad der vil passe ind i hjemmet, når billederne skal op og hænge. Kig gerne på min hjemmeside og find ud af hvilken stilart du er mest til. Når jeg fotografere elsker jeg at udfordre mine kreative evner. Selvfølgelig har jeg min helt egen stil, men ikke alle de billeder, som jeg tager, er vist på nettet, så du må også gerne finde motiver og ønsker andre steder fra; jeg er altid frisk på at prøve noget nyt eller lade mig inspirere af andre.

Hvid baggrund fungere super godt til børne- og familiebilleder. Her er lyset let og blødt og giver rum til leg og bevægelse.
Mørk baggrund er ideel til gravid-, nyfødt og boudoirbilleder. Her kan man skabe stemning og spændende skygger med lyset.
Jeg bruger også gerne farvefilter (giver baggrunden farve) til dem, som ønsker noget helt specielt og anderledes.

Af tøj skal man undgå for mange vilde mønstre og tekst. Gerne tag et par forskellige sæt tøj med hjemmefra, så finder vi ud af det sammen. Hvis du går efter noget tidsløst, så tænk afdæmpet og harmonerende farver. Er man flere er det altid flot hvis alle er i helt sort eller helt hvidt. Det kommer helt an på, om du er til det pæne, det neutrale, det sjove, det skæve eller det frække. Jeg har masser af rekvisitter i studiet, men du er også meget velkommen til at medbringe egne rekvisitter til optagelsen; det er altid sjovt med noget helt personligt.

 

SÅDAN FOREGÅR SELVE FOTOGRAFERINGEN:

Det skal være en tryg og sjov oplevelse at gå til fotografen

Det er vigtigt for mig, at de, der besøger mit studie, føler sig godt tilpas, og mest af alt skal vi have det sjovt. Børn må næsten det hele og får altid lov til at undersøge studiet og lege med alt legetøjet. Når du ankommer, bruger vi først lidt tid på at snakke om dine ønsker, og vi finder frem til de opsætninger af baggrund og stemning, som vi vil lege med. Derefter går vi stille og roligt i gang.  Du skal som model lige finde tryghed ved mig som fotograf, og jeg skal lige spore mig ind på din bedste side og udtryk – og så kører det ellers derud ad.

En fotografering varer 1 eller 2 timer, så vi har god tid til at prøve ting af og være rigtig kreative. Du kan forvente alt mellem 100-300 billeder at vælge imellem; de dårlige kasserer jeg, alle de gode og de sjove får du til fremvisning at vælge imellem. Alle billeder vil altid blive taget i farve og senere laves om til sort/hvid, sepia, etc efter ønske.

 

HVAD SKER DER BAGEFTER:

Se billederne igennem derhjemme i ro og mag

Efter fotooptagelsen vil billederne (i uredigeret tilstand) i løbet af max en uge kunne ses på nettet på dit helt private link, så du derhjemme kan udvælge billeder til redigering. Jeg ligger altid billederne ud i 2 eksemplarer, et i farve og et i sort/hvid. Har man nogle spørgsmål til udvælgelsen, skal man endelig ikke tøve med at kontakte mig for at få hjælp. Det kan nogle gang være svært at forestille sig det endelig resultat, og hvilken størrelse man skal vælge, og jeg har tit en hurtig ide om, hvad man kan gøre med et billede. Mit motto er, at næsten alt kan lade sig gøre.

Man har en måned til at lave en bestilling, derefter vil linket til billederne blive lukket ned. Med et gebyr på kr. 200 kan man få linket åbnet igen, i en måned mere. Jeg opbevarer billederne arkiveret på en harddisk i et halvt års tid, hvorefter billedfilerne vil blive slettet. For kr. 3500,- kan man tilkøbe sig alle billedfilerne fra en session i uredigeret tilstand, uanset antal, og man vil for evig have minderne hos sig selv.

Et foto kræver altid en eller anden form for retouchering, også selvom det er taget i et fotostudie. Måske der lige skal redigeres nogle detaljer væk, kontrasten justeres lidt eller billedet beskæres på en anden måde. Af og til byttes der ansigter rundt, for at få det helt perfekt billede af alle i et motiv, andre gange skal der helt fjernes irriterende elementer. Der kan være mange tilretninger. Når jeg retoucherer dine billeder, kigger jeg efter i detaljerne, for at det skal være helt optimalt til print. Grundet det store udvalg af billeder, redigere jeg ikke på forhånd, da dette ville kræve uendelige mange timers ekstra arbejde for mig.

 

Det med småt:

Billeder taget i mit studie vil altid høre under min copyright. Derfor er det ikke lovligt at anvende dem kommercielt uden mit samtykke. Dog har man ved udlevering af de digitale filer ret til at fremkalde så mange kopier man lyster samt dele dem på elektroniske medier med familie og venner.

Alle billeder taget af mig kan blive brugt til egen markedsføring her på min website, min Facebook business site, i brochurer, flyers etc. Giv besked hvis du ikke ønsker dette. Når det er billeder, hvor kroppen er delvis eller hel nøgen, vil jeg dog altid bede om tilladelse først.

Telefon: 20 64 60 33 • mail@sophiet.dkFacebook • CVR: 31 22 33 42